Gå til indhold
Kommunikationsmedarbejder og projektleder til bloddonorsagen

Nyhed -

Kommunikationsmedarbejder og projektleder til bloddonorsagen

Bloddonorerne i Danmark søger en kommunikationsmedarbejder og en projektleder, som kan være med til at sikre danskernes fortsatte store frivillige bidrag til blodforsyningen i Danmark. Hvis du er en grundig og dygtig kommunikatør eller projektleder, som brænder for samarbejde med frivillige, borgerrettet kommunikation og sociale medier, er det måske dig, vi leder efter.

Bloddonorerne i Danmark (BiD) er en interesseorganisation, der rekrutterer donorer til blodbankerne, informerer om donorsagen og generelt varetager donorsagens interesser. Du bliver en del af et sekretariat med engagerede medarbejdere, frivillige og samarbejdspartnere, der med god grund er stolte af at være en del af Bloddonorerne i Danmark. Stillingen som kommunikationsmedarbejder har et særligt fokus på at rekruttere og fastholde bloddonorer i Region Hovedstaden i tæt samarbejde med regionsbestyrelsen for BiD i Region Hovedstaden og de to nuværende medarbejdere i sekretariatet, som arbejder med opgaver i Region Hovedstaden.

Til daglig sidder vi i to kontorer på øverste etage i lyse og behagelige omgivelser i Danske Handicaporganisationers hus i Taastrup, tæt på togstationen. Du vil referere til direktøren for BiD i dit daglige arbejde. Vi er en udviklingsorienteret enhed, der altid er i gang med at lære nyt. Vi giver feedback til hinanden hver eneste dag, og dette skal du trives med. Du kommer til at arbejde i en organisation, der er båret af frivillige kræfter, for hvem det at give blod er en hjertesag. Vi søger nye kolleger, der har humor, gåpåmod og sprudler af nye ideer. Samtidig er det vigtigt, at du er struktureret og kan planlægge din arbejdsindsats og selvstændigt sikre fremdrift i opgaverne, så du kan fungere i en organisation, som ikke står stille. Helt konkret skal du kunne rumme, at dagen muligvis udvikler sig helt anderledes, end du troede, da du mødte ind om morgenen.

Organisationen står over for en spændende forandringsproces. Strategien for 2025 skal ud at leve. Der skal implementeres en ny organisationsstruktur, etableres en ny definition for det frivillige arbejde, organisationen skal være mere bæredygtig, og så er vi i fuld gang med at skabe en ny visuel identitet. Hvad enten du søger jobbet som kommunikationsmedarbejder eller projektleder, skal du kunne omsætte organisationens vision og strategi til relevant information til borgere, frivillige og bloddonorer.

Arbejdsopgaverne som kommunikationsmedarbejder inkluderer:

- At være det servicemindede og kompetente bindeled mellem frivillige, regionale og lokale bestyrelser og sekretariatet
- Yde sekretariatsbistand til regionsbestyrelser og udvalg
- Sociale medier lige fra den gode idé til det færdige opslag og rapportering af resultater
- Intern kommunikation til og med de frivillige i organisationen, bl.a. nyhedsbreve
- Planlægning og eksekvering af events i samarbejde med frivillige

Arbejdsopgaverne som projektleder inkluderer:

- At være det servicemindede og kompetente bindeled mellem frivillige, regionale og lokale bestyrelser og sekretariatet
- Yde sekretariatsbistand til regionsbestyrelser og udvalg
- Etablere, fastholde og facilitere regionale og nationale initiativer til de frivilliges arbejde med at rekruttere og anerkende bloddonorer, herunder temadage, digitale foredrag og nye formater til uddannelse og kompetenceudvikling af frivillige
- Udvikling af en ny bloddonor-app i samarbejde med blodbankerne i de fem regioner
- Udvikling af organisationens intranet
- Arbejde med at gøre BiD til en bæredygtig organisation

Til begge stillinger lægger vi vægt på, at du:

- Har evne til at etablere, fastholde og facilitere gode samarbejder med mange forskellige aktører
- Brænder for det sundhedsfaglige område i Danmark og interesseret i bloddonorsagen. Måske har du også kendskab til den frivillige verden og gerne til frivillighed blandt unge?
- Har en flydende pen
- Er struktureret og arbejdsom med mod på både drifts- og udviklingsopgaver
- Har en videregående uddannelse på kandidatniveau eller tilsvarende og evt. et par års erfaring fra en lignende stilling.

Det er desuden en fordel, hvis du har erfaring med formidling af data og statistik, videoproduktion og annoncering på sociale medier.

Der er ansøgningsfrist mandag den 8. november kl. 12, og der afholdes samtaler den 17. 18. og 24. og 25. november 2021. Stillingerne besættes fra 1. januar 2022. Der er tale om en fastansættelse. Send din ansøgning, CV samt relevant dokumentation til job@bloddonor.dk

Eventuelle konkrete spørgsmål til stillingen, kan stiles til kommunikationsmedarbejder Anne-Sophie Fioritto Thomsen (92 82 00 08) eller direktør Lisbet Schønau (23 25 86 47).

Emner

Tags